Biskop Eskild
	Eskilds borge
	Eskilds klostre Oversigt over ærkebisper Slægtens stamtavle

Eskild, som er født ca. 1100, er ud af den mægtige jyske Thrugotsenslægt. Hans karriere i kirken starter med, at han blive uddannet i Hildesheim i Tyskland. Her har han studeret sammen med franske reformkirkelige, bl.a. klosterreformatoren, den hellige Bernhard af Clairvaux, et kloster som han hele livet har kontakt med, og hvor han også ender sine dage i 1181. Han bliver domprovst i Lund, hvor hans farbror Asser er ærkebiskop. Herfra hentes han af Erik Emmune til bispestolen i Roskilde (1133). Fra første færd er Eskild imidlertid modstander af Erik Emmune (hvis det er sandt, at Roskildekrøniken er udtryk for den politik, Eskild stod for), som regnes for en utålelig tyran. Og det endte med, at Eskild sammen med Peder Bodilsen rejste sjællænderne til oprør, og kong Erik måtte flygte fra øen. For dog straks at vende tilbage med den jyske ledingshær, som slår oprøret ned. Eskild kom af med en anselig bøde, men slap ellers. Sammen med bl.a. Peter Bodilsen begynder Eskild nu at grundlægge en række klostre over hele landet. Mest for reformordenerne, herunder først og fremmest cistercienserne.

1137 dør Eskilds gamle farbror Asser, som nåede at være ærkebiskop i 48 år (han var også den første af slagsen)! Efter nogle forviklinger bliver Eskild ved Peter Bodilsens mellemkomst ærkebisp. Kong Erik har kviet sig ved at udpege en tidligere oprører. Og tillige en kirkemand, som har modarbejdet, at hans halvbror Knud Lavard kan få en helgenkult i kirken i Ringsted. Eriks død kort efter har ikke fået Eskild til at fælde tårer.

Med efterfølgeren Erik Lam har Eskild haft et godt samarbejde. De to udsteder mønter sammen i Lund. Erik har svært ved at få bragt ro i landet. En søn af Harald Kesja, Oluf, angriber fra Sverige Skåne og Sjælland, og tager bl.a. Eskild til fange (1139), men det ender med fred og orden. I de år bygger Eskild en del i Lund. Bl.a. udbygger han domkirken til den bygning, vi kender i dag. Den indvies endeligt i 1145. Det er ved denne lejlighed første gang, kongsemnerne Knud og Svend kommer ind på danmarkshistoriens scene.

Forholdet mellem ærkesædet og det tidligere overhoved for kirken i Danmark, ærkebispen af Hamburg-Bremen, er aldrig blevet helt afklaret. Og det er heller ikke helt klart, hvordan den norske og svenske kirke er underlagt ærkesædet i Lund. Derfor drager Eskild i 1155 til Rom for at forhandle alle udestående spørgsmål med paven. Ærkesædets frihed fra Bremen garanteres. Den norske kirke gøres helt selvstændig og får sin egen ærkebisp i Nidaros (Trondheim). Den svenske ærkebiskop i Uppsala skal dog stadig være underlagt Lund.

På vej hjem fra Rom bliver Eskild fanget af en røverridder i Burgund/Bourgogne. Pave Hadrian giver kejser Frederik Barbarossa skylden (Eskild er jo en af pavens tilhængere), og fangenskabet giver anledning til strid mellem kejser og pave. Eskild må dog sidde i sit fængsel, mens borgerkrigen raser hjemme i Danmark. Først da Valdemar er blevet enekonge, sørger han for, at Eskild bliver løsladt (1158).

Valdemar vil gerne samarbejde med Eskild, bl.a. for at få sin far Knud Lavard helgenkronet. Derfor begynder Valdemar i 1158 hjulpet af Absalon at give gaver til Eskilds yndlingsmunkeorden, cistercienserne. Det kommer alligevel i 1160 til krig på kniven mellem kongen og den gamle ærkebisp. Striden handler om kirkens frihed. Eller hvem der har ret til at udnævne en biskop (denne gang i Slesvig, men kongen havde jo i 1158 også indsat Absalon i Roskilde). Eskild må rejse ud af landet. Mens han er borte, erobrer kong Valdemar 1161 Eskilds stærke borg Søborg i Nordsjælland. Den bliver herefter kongemagtens stærkeste borg på Sjælland - og rigets vigtigste fængsel. 

Erobringen sker med list, for borgen er stærk, og besætningen er tro mod ærkebispen. Kongens folk sætter kasteskyts op, men det har ikke den store virkning. Så bygger de en galge, og i det nærliggende Esrum Kloster henter de Eskilds barnebarn Karl. Og meddeler forsvarerne, at de vil hænge Karl, hvis ikke de overgiver sig. Det gør de så. 

Ved Absalons mellemkomst kommer Eskild tilbage, accepterer planerne med Knud Lavard og er den, der ved kirkefesten i Ringsted i 1170 helgenkårer kongens far og kroner hans søn og efterfølger Knud. De sidste år i Lund lever Eskild fredeligt, men bliver alligevel rystet, da hans dattersønner (hvoraf den ene, Karl tidligere var brugt som gidsel ved Søborg af kongen) (på trods af cølibatet havde han en datter, men han kan have fået hende, før han blev præsteviet) deltager i et oprør mod kongen. Han beslutter sig derfor til at trække sig tilbage 1177. Om det er frivilligt, og om det er frivilligt, at han udpeger Absalon som sin efterfølger (frem for sin brodersøn Asser, der er domprovst i Lund), er svært at sige. Saxo har en lang beskrivelse af historien. 

Eskild drager efter sin afgang som ærkebisp til Clairvaux, hvor han ender sine dage i 1181. En klosterbroder, Herbert, har skrevet om ham i klostrets mindebog. Derfor ved vi en del om ham.

Mere om biskop Eskil fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Ærkebiskop i Lund, var en Søn af Erik Emunes formaaende Høvding Christiern Svendsen og Brodersøn af Ærkebiskop Asser (I, 368). Ved 12 Aars Alderen blev han af sine Forældre for at uddannes sendt til Hildesheim, hvis Domskole den Gang var i Ry for sine ypperlige Lærere i Grammatik og Rhetorik. Under Opholdet her faldt han en Gang i en svær Sygdom. Som han tilsyneladende laa paa sit yderste, havde han et Syn, der gjorde et dybt. Indtryk paa ham, og som senere udlagdes for ham saaledes, at han skulde faa et stort Navn, opnaa den højeste Værdighed i Kirken og da til den hellige Jomfrus Ære stifte 5 Klostre, et af hver Orden og hvert Kloster med mindst 12 Brødre. Efter endt Skoletid blev E. Kannik i Lund og valgtes senere, uden Tvivl efter den i Juni 1131 afdøde Domprovst Asser, til Domprovst sammesteds. Ærkestiftet styredes den Gang af hans Farbroder Asser, der med sine 70 Aar endnu var en kraftig Mand. Næst efter ham kom E. nu til at indtage den fornemste Plads i Stiftet, og det fejler da næppe, at han med sin Dygtighed og Energi efterhaanden har faaet en Del at sige hos Farbroderen. Det var saaledes uden Tvivl efter hans Raad og Tilskyndelse, at Asser omsider bestemte sig til at træde i Skranken for sin stærkt truede Ret til Primatet over Norden, og som bekjendt lykkedes det Asser den Gang at faa Sagen ordnet efter sit Ønske.  

Samme Aar, som dette skete (1134), beskikkedes E., der altsaa den Gang maa have fyldt sit 30. Aar, til Biskop i Roskilde. Medens han var i Roskilde, kom det til et Brud mellem ham og Kongen, Erik Emune. I Forening med Peder Bodilsen (II, 458) ophidsede E. Befolkningen paa Sjælland mod Kongen, og fordrev ham med dens Hjælp fra Øen. Derefter samlede han Sjællænderne i et Forbund og forlangte af dem iblandt dem, han ikke mente at kunne stole paa, at de skulde stille Gisler. Kun Skjalm Hvides Sønner vilde hverken have Lod eller Del i dette oprørske Foretagende og vægrede sig vedholdende ved at give Gisler og at svigte Kongen. Denne havde imidlertid i Jylland samlet sig en Styrke, med hvilken han vendte tilbage til Sjælland, hvorefter Oprøret endte med, at E. paa sin Faders og sin Farbroder Ærkebispens Forbøn slap med en Bøde af 20 Mark Guld. Noget efter, 5. Maj 1137, døde Ærkebispen. Skaaningerne valgte strax E. til hans Efterfølger, hvorimod Kongen, som endnu havde det sjællandske Oprør i frisk Minde, foretrak Bispen i Slesvig, Rig, der tidligere havde været hans Kapellan. I noget over et Aar stod nu Ærkesædet ledigt, og først under Erik Emunes Efterfølger opnaaedes der omsider, især ved den tidligere omtalte Peder Bodilsens Mægling, Enighed om E.s Valg (1138). Næppe var dette sket, før den nyvalgte Ærkebisp droges ind i politiske Stridigheder. En Del Skaaninger havde nemlig af Erik Emunes Brodersøn Oluf ladet sig overtale til at give ham Kongenavn. Dette kunde E. ikke finde sig i, i Spidsen for en Skare Lundeboere gik han mod Oprøreren, men blev overvunden og maatte sværge ham Troskab, og da han kort efter til Trods for sin Ed flygtede over til Kong Erik paa Sjælland, indsatte Oluf i hans Sted en ny Ærkebiskop, der dog kun fik en kort Glæde af sin Ophøjelse. I Sommeren 1139 var der uden Tvivl atter indtraadt fredelige Forhold i Ærkesttftet, E. var vendt tilbage til Lund og holdt der 8. Avg. i Overværelse af en pavelig Legat – E.s Valg maa altsaa den Gang i det seneste have faaet Pavens Bekræftelse – en Provinsialsynode, i hvilken ogsaa Biskopper fra Sverige, Norge og Færøerne deltoge. Nogle Aar efter grundlagde han Herrisvad Kloster, af Cistercienserordenen, og indviede dernæst 1. Sept. 1145 Domkirken i Lund, ved hvilken Lejlighed han betænkte baade Kirken og Domkapitlet med rige Gaver; bl. a. stiftede han 3 nye Præbender. Efter Erik Lams Død i Avg. 1146 valgte Sjællænderne og Skaaningerne hans Forgængers Søn Svend til Konge, medens Jyderne valgte Knud, Kong Niels’ Sønnesøn. E. sluttede sig uden Tvivl strax til Svend, men efter det frugtesløse Korstog til Venden (1147) lykkedes det Knud ved sine Løfter at faa ham draget over paa sin Side, hvorefter de to i al Hemmelighed aftalte Planen til et Tog imod Svend. Hvis det er rigtigt, hvad man næsten maa antage, at E. samtidig med disse Underhandlinger har forhandlet med Svend og en Udsending fra Knud om Fred og Enighed mellem begge Kongerne, har hans Færd ved denne Lejlighed langtfra været ham værdig. Af Freden og Enigheden blev der den Gang intet, og hvad det aftalte Fællestog mod Svend angaar, da strandede det i sidste Øjeblik paa Knuds Betænkelighed. E. var med sine Folk draget Knud i Møde, men blev indhentet og overvunden af Svend og derpaa indespærret oppe under Taget i Domkirken. Efter kort Tids Forløb løslodes han dog igjen, og for at forsone ham skjænkede Svend Byen Aahus og et Herred i Skaane til Ærkesædet. Adskilligt tyder paa, at Ærkebispen ogsaa virkelig er bleven forsonet og ikke mere søgte Tilnærmelse til Knud, men efter hvad man erfarer af et Brev, hans Ven Abbed Bernhard i Clairvaux skrev til ham, har han ved denne Tid været meget nedslaaet og omgikkes alt da med det Ønske at kunne ombytte Ærkebispekaaben med Munkekutten. 

Efter Modtagelsen af det her omtalte Brev fra Bernhard – det eneste, der er bevaret af de to Mænds Brevvexling – besluttede E. at besøge ham i Clairvaux, og hen i Foraaret 1152 begav han sig paa Vej. For Bernhard forebragte han nu mundtlig sit Ønske om at trække sig tilbage til et Kloster, men denne fraraadede det bestemt og mindede ham om, hvor meget han endnu kunde udrette i sin Stilling; derimod fik E. under dette Ophold i Clairvaux et andet Ønske opfyldt: da han vendte hjem, havde han nemlig med sig en Koloni af Brødre fra Bernhards Kloster til Klosteret i Esrom.  Noget efter Hjemkomsten kom en pavelige Legat, Kardinal Nicolaus, til Lund. Han havde samme Sommer i Throndhjem indviet Norges første Ærkebisp og var derpaa gaaet til Sverige for ligeledes der at oprette et Ærkebispedømme. Da man imidlertid der ikke kunde blive enig, hverken om hvem der skulde være Ærkebiskop, eller hvor Ærkesædet skulde være, drog Kardinalen til Lund og nedlagde hos E., hvem han gav Løfte om at blive Sveriges Primas og Pavens Legat for Norden, det for en fremtidig svensk Ærkebisp bestemte Pallium. At E., som man har sagt, skulde være bleven fortrydelig over Oprettelsen af de to nordiske Ærkebispedømmer og den dermed forbundne Beskæring af hans Provins, er der med hans kirkelige Anskuelse næppe Grund til at antage. Ud paa Aaret 1153 modtog han Budskabet om sin Ven Bernhards Død, og allerede næste Aar finde vi ham igjen paa Vejen til Clairvaux; men forinden havde han og Skaaningerne sagt sig løs fra Kong Svend, der, forsagt over denne og anden Modgang, var gaaet i Landflygtighed (1154). I Clairvaux besøgte E. hyppig sin Vens Grav og forrettede der sin Andagt; han var derpaa en Tid lang i Frankrig, hvor han fik Løfte om, at der skulde blive sendt en Karthevserbroder til Danmark for at udse et passende Sted til et Karthevserkloster, han agtede at stifte, og drog omsider til Rom for at udvirke Opfyldelsen af det af Kardinal Nicolaus i sin Tid givne Løfte. Da det var Kardinal Nicolaus selv, der som Pave Hadrian IV nu beklædte Pavestolen, har Ordningen af denne Sag sikkert ikke frembudt nogen Vanskelighed, og efter at der i Begyndelsen af 1156 var blevet udstedt en Bulle, der tillagde de lundske Ærkebisper Værdighederne som Sveriges Primas og som Pavestolens Legat i Norden, tiltraadte E., rigt begavet af Paven, Tilbagerejsen. Undervejs blev han imidlertid overfalden og udplyndret i Tyskland og derefter kastet i Fængsel. Denne Begivenhed, der nær havde foranlediget et Brud imellem Paven, som med Varme tog sig af E., og Kejseren, fremkaldte fra den fængslede Ærkebisp et Brev til Konger og Folk i Danmark, der udmærker sig ved Højhed og ved Kraft, og i hvilket han indstændig beder om, at man ikke vil tænke paa at frikjøbe ham. Omsider løslodes han dog og skal i Henhold til en mindre paalidelig Efterretning have været hjemme saa tidlig, at han i Slutningen af 1157 har kunnet krone Kong Valdemar; men i alt Fald i Avg. 1158 var han kommen tilbage.  

Her hjemme var under hans Fraværelse meget blevet forandret, Landet havde igjen kun én Konge, Valdemar I. I de første Aar af hans Regering var Forholdet mellem Ærkebispen og ham uden Tvivl godt, men efter 1159 begyndte deres Veje at skilles. I dette Aar var der nemlig efter Hadrians Død blevet valgt tvende Paver, af hvilke E. sluttede sig til Alexander III, der havde Kardinalernes Flertal for sig, medens Valdemar paa Grund af sit Forhold til den tyske Kejser an erkjendte den af denne støttede Modpave, Victor IV. Da skete det, at E. beskyldte Valdemar for Meddelagtighed i en hans Sendebud overgaaet Udplyndring, og at Kongen ved samme Tid anerkjendte den af den skismatiske Pave gjenindsatte Biskop i Slesvig, Aage (I, 7), hvem Ærkebispen derefter lyste i Band. Stor var Forbitrelsen paa begge Sider, Ærkebispen truede med en Kirkefejde, Kongen besvarede denne Trusel med at bemægtige sig Ærkebispens befæstede Gaard ved Roskilde; derover tabte saa E. Modet, og da han sagtens har erkjendt, hvor ene han stod med sine Anskuelser, i det foruden Kongen de fleste af Landets Bisper nu hyldede Pave Victor, bestemte han sig til at forlade Danmark (1161). I de 7 Aar, han derefter opholdt sig dels i Clairvaux og dels i Sens hos den ligeledes landflygtige Pave Alexander, og i hvilke det bl. a. faldt i hans Lod at indvie Sveriges første Ærkebiskop, Stephan (1164), foregik der imidlertid et Omslag hos Kong Valdemar, i det han efter Pave Victors Død (1164) nærmede sig Alexander; dog om at lade Ærkebispen komme tilbage var der endnu ikke Tale. Først efter at Pave Alexander 1166 havde bedet Kongen at tilbagekalde E. og havde opfordret Biskop Absalon og de andre Bisper til at arbejde for den samme Sag, kunde E. i Foraaret 1168 atter betræde sit Fædreland.

Det er næppe tænkeligt, at de 7 Aars Landflygtighed var gaaet sporløst hen over E.; tørste efter Kongeblod, som Valdemar under det sidste Sammenstød havde sagt om ham, gjorde han sikkert ikke mere; han havde lært at bøje og indordne sig. Efter hos Paven at have støttet Valdemars Bestræbelser for at faa sin Fader kanoniseret foretog han 25. Juni 1170 i Ringsted den højtidelige Skrinlæggelse af Knud Lavards Ben og kronede ved samme Lejlighed Valdemars ældste Søn. Det følgende Aar var han med paa et Tog til Venden; skjønt godt til Aars var han altsaa endnu langt fra at være affældig. Alligevel længtes han stærkt efter Klostercellens Ro, bort fra det bevægede Liv, han maatte føre, og rettede, rimeligvis under et nyt Ophold i Clairvaux (1174-76), en Anmodning til Paven om at maatte nedlægge sit Embede, men fik Afslag. I Begyndelsen af 1176 indskibede han sig i Frankrig og landede efter en stormfuld Overrejse i Ribe, hvor han fik Besøg af sine Dattersønner Carl (III, 365) og Knud. Disse havde under Bedstefaderens Fraværelse indladt sig i en Sammensværgelse om at rydde Kong Valdemar af Vejen og fik nu, medens de vare i Ribe, Budskab om, at deres Foretagende var røbet for Kongen, hvorefter de flygtede til Sverige. E., som holdt meget af dem, blev i høj Grad bedrøvet over deres Flugt;  det fortælles endog, at han fik et Slagtilfælde og mistede Mælet.

Syg og nedbøjet traf han Valdemar i Viborg og drog der fra til Lund, hvor han ved Lægernes Hjælp igjen fik sit Mæle, men Sorg og Bekymring vedblev endnu længe at trykke ham. Under disse Omstændigheder er det let forstaaeligt, at Ønsket om at fritages for Ærkebispeembedet igjen er opstaaet hos ham; han bad paa ny Paven om sin Afsked, og denne Gang blev han bønhørt. I Foraaret 1177 viede han den unge Kong Knud til Henrik Løves Datter Gertrud og meddelte ved den Lejlighed Kong Valdemar sin Beslutning. En Maaned senere mødte en talrig Forsamling i Lunds Domkirke, Kongen, alle Bisperne og mange gejstlige og Lægmænd, i hvis Nærværelse E. da efter at have oplæst 2 Pavebreve, et, som fritog ham for hans Embede, og et andet, som bemyndigede ham til at udnævne sin Efterfølger, nedlagde Tegnene paa sin Værdighed, Staven og Ringen, paa Alteret og udnævnte sin Slægtning Biskop Absalon til sin Efterfølger. Kort efter forlod han Landet, ledsaget af Absalon til Slesvig, hvor han traf Kongen, og hvorfra Rejsen gik til det ham kjære Clairvaux. Han optoges blandt Klosterbrødrene og døde her, o. 80 Aar gammel, 6. eller 7. Sept. 118l, faa Maaneder efter Kong Valdemar. – Han havde, førend han blev Biskop, været gift og havde en Datter, som ægtede en Dattersøn af Knud den hellige. 

Ved sine Klosteranlæg har E. paa mange Maader gavnet sit Fædreland, men hans største Fortjeneste er det under vanskelige Tider at have vaaget over den danske Kirkes Selvstændighed. Maale sig med sin store Efterfølger Absalon kan han ikke, men blandt de betydelige Mænd vil der altid være en Plads for den hellige Bernhards Ven og Beundrer."

Biskop Eskild